ERLEV: På onsdag pakker Hanne Bosack og Lars Dau heste og vogne og kører sydpå. Målet er europamesterskaberne for haflingeheste i München, og til at begynde med er ambitionerne beskedne, selvom de handler om topplaceringer.
– Jah. Jeg drømmer da lidt om det. Hvis man har vundet bronze ved et VM, skal det også ligge i den ende ved et EM, lyder det afmålt fra Lars Dau.
Det virker dog til, at han har sat sit lys en smule under en skæppe. For Hanne Bosack taler lige ud af muleposen.
– Han vinder helt klart, siger hun.
Det skal da også nævnes, at tredjepladsen ved VM kom i land, mens andre hesteracer var med, og at han i München kun skal kæmpe mod andre haflingeheste. For Hanne Bosack er turneringen hendes debut ved de store stævner, og selvom hun allerede kvalificerede sig sidste år, er hun ikke kommet nærmere på et gæt på resultatet.
– Jeg tager altid af sted for at vinde, men hvis jeg bare kommer i den øverste halvdel, bliver jeg glad, siger hun.
De slår dog også begge fast, at det i sidste ende kan være op til hesten.
– Du kan gå ud og vinde den ene dag, og så gå ud og tabe den næste, hvis hesten er i dårligt humør, siger Hanne Bosack.
Højt humør
Med så store udsving gælder det derfor om at holde humøret oppe.
– Man skal være i godt humør, holde den vel fodret og sørge for, at omgivelserne er optimale. Selv træner jeg ikke hesten hver dag. Den skal også have nogle fridage, siger hun.
Man kunne tro, at en køretur på mange timer kunne ødelægge noget af al den velvilje fra hesten, men sådan er det ikke. Godt nok tager de en overnatning i Leipzig, men i følge Lars Dau har dyrene ikke noget imod de mange, lange køreture.
– De elsker at køre lastbil. De springer i hvert fald derop, siger han.
– Vi kan slet ikke mærke noget. Selv ikke, når vi har kørt 12 eller 18 timer, fortæller han.
Stort stævne
I Danmark er haflingerne ikke så udbredte som i Tyskland, hvor man har magasiner dedikeret til de specielle heste, og det ikke er usædvanligt med 500-600 heste til et stævne. Det er derfor også en stor oplevelse bare at være med ved EM. I München kan de mange deltagere og publikum således se discipliner, der spænder fra dressur til forhindringskørsel og westernridning.
– Jeg går op i, at ridningen er i orden, men jeg tager også derned for at prøve at være med til sådan et stort arrangement, siger Hanne Bosack.